1Gud talede alle disse Ord og sagde: 2Jeg er HERREN din Gud, som førte dig ud af Ægypten, af Trællehuset. 3Du må ikke have andre Guder end mig. 4Du må ikke gøre dig noget udskåret Billede eller noget Afbillede af det, som er oppe i Himmelen eller nede på Jorden eller i Vandet under Jorden; 5du må ikke tilbede eller dyrke det, thi jeg HERREN din Gud er en nidkær Gud, der indtil tredje og fjerde Led straffer Fædres Brøde på Børn af dem, som hader mig, 6men i tusind Led viser Miskundhed mod dem, der elsker mig og holder mine Bud! 7Du må ikke misbruge HERREN din Guds Navn, thi HERREN lader ikke den ustraffet, der misbruger hans Navn! 8Kom Hviledagen i Hu, så du holder den hellig! 9I seks Dage skal du arbejde og gøre al din Gerning, 10men den syvende Dag skal være Hviledag for HERREN din Gud; da må du intet Arbejde udføre, hverken du selv, din Søn eller Datter, din Træl eller Trælkvinde, dit Kvæg eller den fremmede inden dine Porte. 11Thi i seks Dage gjorde HERREN Himmelen, Jorden og Havet med alt, hvad der er i dem, og på den syvende Dag hvilede han; derfor har HERREN velsignet Hviledagen og helliget den. 12Ær din Fader og din Moder, for at du kan få et langt Liv i det Land, HERREN din Gud vil give dig! 13Du må ikke slå ihjel! 14Du må ikke bedrive Hor! 15Du må ikke stjæle! 16Du må ikke sige falsk Vidnesbyrd imod din Næste! 17Du må ikke begære din Næstes Hus! Du må ikke begære din Næstes Hustru, hans Træl eller Trælkvinde, hans Okse eller Æsel eller noget, der hører din Næste til! 18Men da hele Folket fornam Tordenen, Lynene og Stødene i Hornene og så det rygende Bjerg forfærdedes Folket og holdt sig skælvende i Frastand; 19og de sagde til Moses: "Tal du med os, så vil vi lytte til; men lad ikke Gud tale med os, at vi ikke skal dø!" 20Men Moses svarede Folket: "Frygt ikke, thi Gud er kommet for at prøve eder, og for at I kan lære at frygte for ham, så I ikke synder." 21Da holdt Folket sig i Frastand medens Moses nærmede sig Mulmet, hvori Gud var. 22HERREN sagde da til Moses: Således skal du sige til Israeliterne: I har selv set, at jeg har talet med eder fra Himmelen! 23I må ikke gøre eder Guder ved Siden af mig; Guder af Sølv eller Guld må I ikke gøre eder! 24Du skal bygge mig et Alter af Jord, og på det skal du ofre dine Brændofre og Takofre, dit Småkvæg og dit Hornkvæg; på ethvert Sted, hvor jeg lader mit Navn ihukomme, vil jeg komme til dig og velsigne dig. 25Men hvis du opfører mig Altre af Sten, må du ikke bygge dem af tilhugne Sten, thi når du svinger dit Værktøj derover, vanhelliger du dem. 26Du må ikke stige op til mit, Alter ad Trin, for at ikke din Blusel skal blottes over det.