1Afsløret er Efraims Brøde, Samarias ondskab, thi Svig er, hvad de har for, og Tyve gør Indbrud, Ransmænd røver på Gaden. 2De tænker ej på, at jeg husker al deres Ondskab. Nu står deres Gerninger om dem, de er for mit Åsyn. 3Med ondt i Sinde glæder de Kongen, under sleske Lader Fyrster. 4Horkarle er de alle. De ligner en gloende Ovn, som en Bager standser med at ilde, fra Æltning til Dejgen er syret. 5De gør på Kongens Dag Fyrsterne syge af Rus. Spottere giver han Hånden, 6thi lumskelig nærmed de sig. Hjertet er som en Ovn; deres Vrede sover om Natten, men brænder i Lue ved Gry. 7Som Ovnen gløder de alle, deres Herskere æder de op; alle deres Konger falder, ej en af dem påkalder mig. 8Efraim er iblandt Folkene, aflægs er han; Efraim er som en Kage, der ikke er vendt. 9Fremmede tæred hans Kraft, han mærker det ej; hans Hår er også grånet, han mærker det ej. 10Mod Israel vidner dets Hovmod; de vendte ej om til HERREN deres Gud og søgte ham ikke trods alt. 11Efraim er som en Due, tankeløs, dum; de kalder Ægypten til Hjælp og vandrer til Assur. 12Men medens de vandrer, kaster jeg Nettet over dem, bringer dem ned som Himlens Fugle og revser dem for deres Ondskab. 13Ve dem, fordi de veg fra mig, Død over dem for deres Frafald! Og jeg skulde genløse dem, endskønt de lyver imod mig! 14De råber ej til mig af Hjertet, når de jamrer på Lejet, sårer sig for Korn og Most og er genstridige mod mig. 15Jeg gav deres Arme Styrke, men ondt har de for imod mig. 16De vender sig, dog ej opad, de er som en slappet Bue. Deres Fyrster skal falde for Sværd ved deres Tunges Frækhed. Det spottes de for i Ægypten.