1Sæt hornet for din mund, som en ørn over Herrens Hus! fordi de brød min Pagt og overtrådte min Lov. 2De råber til mig: "Min Gud! Vi, Israel, kender dig." 3Israel vragede Lykken, lad så Fjenden forfølge dem. 4De kårer sig Drot uden mig, uden mit Vidende Fyrster. Af deres Sølv og Guld lavede de sig Gudebilleder til egen Undergang. 5Modbydelig er din kalv, Samaria; min Vrede luer imod dem hvor længe? De kan ikke slippe for Straf. 6Thi den er et Værk af Israel, en Håndværker lavede den; den er ikke Gud. Nej, til Splinter skal Samarias Kalv blive. 7Thi Vind har de sået, og Storm skal de høste, Sæd uden Spire, der ej giver Mel; og gav den, slugte fremmede Melet. 8Israel er opslugt, blandt Folkene regnes det nu for et Kar uden Værd. 9Thi de er draget til Assur som et enligt strejfende Vildæsel. Efraim tinged med Elskovsgaver. 10Selv om de tinger blandt Folkene, samler jeg dem nu; snart salver de ikke mere konge og Fyrster. 11Thi så mange Altre Efraim har bygget, de er blevet ham Altre til Synd; 12jeg skriver ham mange Love, han regner dem ikke. 13Slagtofre elsker de slagter, elsker Kød og æder; HERREN behager de ej. Han mindes nu deres Skyld og straffer deres Synder. De skal tilbage til Ægypten. 14Israel glemte sin Skaber og byggede Helligdomme, og Juda byggede mange faste Stæder; derfor sender jeg Ild imod hans Byer, og den skal fortære hans Borge.