1Så tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde: 2"Mon Vismand svarer med Mundsvejr og fylder sit Indre med Østenvind 3for at hævde sin Ret med gavnløs Tale, med Ord, som intet båder? 4Desuden nedbryder du Gudsfrygt og krænker den Stilhed, som tilkommer Gud. 5Din Skyld oplærer din Mund, du vælger de listiges Sprog. Din Mund domfælder dig, ikke jeg, dine Læber vidner imod dig! 6Var du den første, der fødtes, kom du til Verden, før Højene var? 7Mon du lytted til, da Gud holdt Råd, og mon du rev Visdommen til dig? 8Hvad ved du, som vi ikke ved, hvad forstår du, som vi ikke kender? 9Også vi har en gammel iblandt os, en Olding, hvis Dage er fler end din Faders! 10Er Guds Trøst dig for lidt, det Ord, han mildelig talede til dig? 11Hvi river dit Hjerte dig hen, hvi ruller dit Øje vildt? 12Thi du vender din Harme mod Gud og udstøder Ord af din Mund. 13Hvor kan et Menneske være rent, en kvindefødt have Ret? 14End ikke sine Hellige tror han, og Himlen er ikke ren i hans Øjne, 15hvad da den stygge, den onde, Manden, der drikker Uret som Vand! 16Jeg vil sige dig noget, hør mig, jeg fortæller, hvad jeg har set, 17hvad vise Mænd har forkyndt, deres Fædre ikke dulgt, 18dem alene var Landet givet, ingen fremmed færdedes blandt dem: 19Den gudløse ængstes hele sit Liv, de stakkede År, en Voldsmand lever; 20Rædselslyde fylder hans Ører, midt under Fred er Hærgeren over ham; 21han undkommer ikke fra Mørket, opsparet er han for Sværdet, 22udset til Føde for Gribbe, han ved, at han står for Fald; 23Mørkets Dag vil skræmme ham. Trængsel og Angst overvælde ham som en Konge, rustet til Strid. 24Thi Hånden rakte han ud mod Gud og bød den Almægtige Trods, 25stormed bårdnakket mod ham med sine tykke, buede Skjolde. 26Thi han dækked sit Ansigt med Fedt og samlede Huld på sin Lænd. 27tog Bolig i Byer, der øde lå hen. i Huse, man ikke må bo i, bestemt til at ligge i Grus. 28Han bliver ej rig, hans Velstand forgår, til Jorden bøjer sig ikke hans Aks; 29han undkommer ikke fra Mørket. Solglød udtørrer hans Spire, hans Blomst rives bort af Vinden. 30Han stole ikke på Tomhed han farer vild thi Tomhed skal være hans Løn! 31I Utide visner hans Stamme, hans Palmegren skal ikke grønnes; 32han ryster som Ranken sin brue af og kaster som Olietræet sin Blomst. 33Thi vanhelliges Samfund er goldt, og Ild fortærer Bestikkelsens Telte; 34svangre med Kvide, føder de Uret, og deres Moderskød fostrer Svig!