1Så tog Sjuhiten Bildad til Orde og sagde: 2"Så gør dog en Ende på dine Ord, kom til Fornuft og lad os tale! 3Hvi skal vi regnes for Kvæg og stå som umælende i dine Øjne? 4 Du, som i Vrede sønderslider din Sjæl, skal for din Skyld Jorden blive øde og Klippen flyttes fra sit Sted? 4Nej, den gudløses Lys bliver slukt, hans Ildslue giver ej Lys; 5Lyset i hans Telt går ud, og hans Lampe slukkes for ham; 6hans kraftige Skridt bliver korte, han falder for eget Råd; 7thi hans Fod drives ind i Nettet, på Fletværk vandrer han frem, 8Fælden griber om Hælen, Garnet holder ham fast; 9Snaren er skjult i Jorden for ham og Saksen på hans Sti; 10Rædsler skræmmer ham alle Vegne og kyser ham Skridt for Skridt: 11Ulykken hungrer efter ham, Undergang lurer på hans Fald: 12Dødens førstefødte æder hans Lemmer, æder hans Legemes Lemmer; 13han rives bort fra sit Telt, sin Fortrøstning; den styrer hans Skridt til Rædslernes Konge; 14i hans Telt har Undergang hjemme, Svovl strøs ud på hans Bolig; 15nedentil tørrer hans Rødder, oventil visner hans Grene; 16hans Minde svinder fra Jord, på Gaden nævnes ikke hans Navn; 17man støder ham ud fra Lys i Mørket og driver ham bort fra Jorderig; 18i sit Folk har han ikke Afkom og Æt, i hans Hjem er der ingen tilbage; 19de i Vester stivner ved hans Skæbnedag, de i Øst bliver slagne af Rædsel. 20Ja, således går det den lovløses Bolig, dens Hjem, der ej kender Gud!