1Så tog Job til Orde og svarede: 2"Hvor længe vil I krænke min Sjæl og slå mig sønder med Ord? 3I håner mig nu for tiende Gang, mishandler mig uden Skam. 4Har jeg da virkelig fejlet, hænger der Fejl ved mig? 5Eller gør I jer store imod mig og revser mig ved at smæde? 6Så vid da, at Gud har bøjet min Ret, omspændt mig med sit Net. 7Se, jeg skriger: Vold! men får ikke Svar, råber om Hjælp, der er ingen Ret. 8Han spærred min Vej, jeg kom ikke frem, han hylled mine Stier i Mørke; 9han klædte mig af for min Ære, berøved mit Hoved Kronen, 10brød mig ned overalt, så jeg må bort, oprykked mit Håb som Træet; 11hans Vrede blussede mod mig, han regner mig for sin Fjende; 12samlede rykker hans Flokke frem og bryder sig Vej imod mig, de lejrer sig om mit Telt. 13Mine Brødre har fjernet sig fra mig, Venner er fremmede for mig, 14mine nærmeste og Hendinge holder sig fra mig, de, der er i mit Hus, har glemt mig; 15mine Piger regner mig for en fremmed, vildfremmed er jeg i deres Øjne; 16ej svarer min Træl, når jeg kalder, jeg må trygle ham med min Mund; 17ved min Ånde væmmes min Hustru, mine egne Brødre er jeg en Stank; 18selv Drenge agter mig ringe, når jeg reljser mig, taler de mod mig; 19Standsfælleræmmes til Hobe ved mig, de, jeg elskede, vender sig mod mig. 20Benene hænger fast ved min Hud, med Kødet i Tænderne slap jeg bort. 21Nåde, mine Venner, Nåde, thi Guds Hånd har rørt mig! 22Hvi forfølger og I mig som Gud og mættes ej af mit Kød? 23Ak, gid mine Ord blev skrevet op, blev tegnet op i en Bog, 24med Griffel af Jern, med Bly indristet i Hlippen for evigt! 25Men jeg ved, at min Løser lever, over Støvet vil en Forsvarer stå frem. 26Når min sønderslidte Hud er borte, skal jeg ud fra mit Kød skue Gud, 27hvem jeg skal se på min Side; ham skal mine Øjne se, ingen fremmed! Mine Nyrer forgår i mit Indre! 28Når I siger: "Hor vi skal forfølge ham, Sagens Rod vil vi udfinde hos ham!" 29så tag jer i Vare for Sværdet; thi Vrede rammer de lovløse, at I skal kende, der kommer en Dom!