1Så tog Na'amatiten Zofar til Orde og sagde 2"Derfor bruser Tankerne i mig, og derfor stormer det i mig; 3til min Skam må jeg høre på Tugt, får tankeløst Mundsvejr til Svar! 4Ved du da ikke fra Arilds Tid, fra Tiden, da Mennesket sattes på Jorden, 5at gudløses Jubel er kort og vanhelliges Glæde stakket? 6Steg end hans Hovmod til Himlen, raged hans Hoved i Sky, 7som sit Skarn forgår han for evigt, de, der så ham, siger: "Hvor er han?" 8Han flyr som en Drøm, man finder ham ikke, som et Nattesyn jages han bort; 9Øjet, der så ham, ser ham ej mer, hans Sted får ham aldrig at se igen. 10Hans Sønner bejler til ringes Yndest, hans Hænder må give hans Gods tilbage. 11Hans Ben var fulde af Ungdomskraft, men den lægger sig med ham i Støvet. 12Er det onde end sødt i hans Mund, når han gemmer det under sin Tunge, 13sparer på det og slipper det ikke, holder det fast til sin Gane, 14så bliver dog Maden i hans Indre til Slangegift inden i ham; 15Godset, han slugte, må han spy ud, Gud driver det ud af hans Bug, 16han indsuger Slangernes Gift, og Øgleungen slår ham ihjel; 17han skuer ej Strømme af Olie, Bække af Honning og Fløde; 18han må af med sin Vinding, svælger den ej, får ingen Glæde af tilbyttet Gods. 19Thi han knuste de ringe og lod dem ligge, ranede Huse, han ej havde bygget. 20Thi han har ingen Hjælp af sin Rigdom, trods sine Skatte reddes han ikke; 21ingen gik fri for hans Glubskhed, derfor varer hans Lykke ikke; 22midt i sin Overflod har han det trangt, al Slags Nød kommer over ham. 23For at fylde hans Bug sender Gud sin Vredes Glød imod ham, lader sin Harme regne på ham. 24Flyr han for Brynje af Jern, så gennemborer ham Kobberbuen; 25en Kni kommer ud af hans Ryg, et lynende Stål af hans Galde; over ham falder Rædsler, 26idel Mørke er opsparet til ham; Ild, der ej blæses op, fortærer ham, æder Levningen i hans Telt. 27Himlen bringer hans Brøde for Lyset, og Jorden rejser sig mod ham. 28Hans Huses Vinding må bort, rives bort på Guds Vredes Dag. 29Slig er den gudløses Lod fra Gud og Lønnen fra Gud for hans Brøde!