1Jeg sluttede en Pagt med mit Øje om ikke at se på en Jomfru; 2hvad var ellers min Lod fra Gud hist oppe, den Arv, den Almægtige gav fra det høje? 3Har ikke den lovløse Vanheld i Vente, Udådsmændene Modgang? 4Ser han ej mine Veje og tæller alle mine Skridt? 5Har jeg holdt til med Løgn, og hasted min Fod til Svig 6på Rettens Vægtskål veje han mig, så Gud kan kende min Uskyld 7er mit Skridt bøjet af fra Vejen, og har mit Hjerte fulgt mine Øjne, hang noget ved mine Hænder, 8da gid jeg må så og en anden fortære, og hvad jeg planted, oprykkes med Rode! 9Blev jeg en Dåre på Grund at en Kvinde, og har jeg luret ved Næstens Dør, 10så dreje min Hustru Kværn for en anden, og andre bøje sig over hende! 11Thi sligt var Skændselsdåd, Brøde, der drages for Retten, 12ja, Ild, der æder til Afgrunden og sætter hele min Høst i Brand! 13Har jeg ringeagtet min Træls og min Trælkvindes Ret, når de trættede med mig, 14hvad skulde jeg da gøre, når Gud stod op, hvad skulde jeg svare, når han så efter? 15Har ikke min Skaber skabt ham i Moders Skød, har en og samme ej dannet os begge i Moders Liv? 16Har jeg afslået ringes Ønske, ladet Enkens Øjne vansmægte, 17var jeg ene om at spise mit Brød, har den faderløse ej spist deraf 18nej, fra Barnsben fostred jeg ham som en Fader, jeg ledede hende fra min Moders Skød. 19Har jeg set en Stakkel blottet for Klæder, en fattig savne et Tæppe 20visselig nej, hans Hofter velsigned mig, når han varmed sig i Uld af mine Lam. 21Har jeg løftet min Bånd mod en faderløs, fordi jeg var vis på Medhold i Retten, 22så falde min Skulder fra Nakken, så rykkes min Arm af Led! 23Thi Guds Rædsel var kommet over mig, og når han rejste sig, magted jeg intet! 24Har jeg slået min Lid til Guld, kaldt det rene Guld min Fortrøstning, 25var det min Glæde, at Rigdommen voksed, og at min Hånd fik sanket så meget, 26så jeg, hvorledes Sollyset stråled, eller den herligt skridende Måne, 27og lod mit Hjerte sig dåre i Løn, så jeg hylded dem med Kys på min Hånd 28også det var Brøde, der drages for Retten, thi da fornægted jeg Gud hist oppe. 29Var min Avindsmands Fald min Glæd jubled jeg, når han ramtes af Vanheld 30nej, jeg tillod ikke min Gane at synde, så jeg bandende kræved hans Sjæl. 31Har min Husfælle ej måttet sige: "Hvem mættedes ej af Kød fra hans Bord" 32nej, den fremmede lå ej ude om Natten, jeg åbned min Dør for Vandringsmænd. 33Har jeg skjult mine Synder, som Mennesker gør, så jeg dulgte min Brøde i Brystet 34af Frygt for den store Hob, af Angst for Stamfrænders Ringeagt, så jeg blev inden Døre i Stilhed! 35Ak, var der dog en, der hørte på mig! Her er mit Bomærke - lad den Almægtige svare! Havde jeg blot min Modparts Indlæg! 36Sandelig, tog jeg det på min Skulder, kransed mit Hoved dermed som en Krone, 37svared ham for hvert eneste Skridt og mødte ham som en Fyrste. 38Har min Mark måttet skrige over mig og alle Furerne græde, 39har jeg tæret dens Kraft uden Vederlag, udslukt dens Ejeres Liv, 40så gro der Tjørn for Hvede og Ukrudt i Stedet for Byg! Her ender Jobs Ord.