1Så tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde: 2Ærgrer det dig, om man taler til dig? Men hvem kan her være tavs? 3Du har selv talt mange til Rette og styrket de slappe Hænder, 4 dine Ord holdt den segnende oppe, vaklende Knæ gav du Kraft. 4Men nu det gælder dig selv, så taber du Modet, nu det rammer dig selv, er du slaget af Skræk! 5Er ikke din Gudsfrygt din Tillid, din fromme Færd dit Håb? 6Tænk efter! Hvem gik uskyldig til Grunde, hvor gik retsindige under? 7Men det har jeg set: Hvo Uret pløjer og sår Fortræd, de høster det selv. 8For Guds Ånd går de til Grunde, for hans Vredes Pust går de til. 9Løvens Brøl og Vilddyrets Glam Ungløvernes Tænder slås ud; 10Løven omkommer af Mangel på Rov, og Løveungerne spredes. 11Der sneg sig til mig et Ord mit Øre opfanged dets Hvisken 12i Nattesynernes Tanker, da Dvale sank over Mennesker; 13Angst og Skælven kom over mig, alle mine Ledemod skjalv; 14et Pust strøg over mit Ansigt, Hårene rejste sig på min Krop. 15Så stod det stille! Jeg sansed ikke, hvordan det så ud; en Skikkelse stod for mit Øje, jeg hørte en hviskende Stemme: 16"Har et Menneske Ret for Gud, mon en Mand er ren for sin Skaber? 17End ikke sine Tjenere tror han, hos sine Engle finder han Fejl, 18endsige hos dem, der bor i en Hytte af Ler og har deres Grundvold i Støvet! 19De knuses ligesom Møl, imellem Morgen og Aften, de sønderslås uden at ænses, for evigt går de til Grunde. 20Rives ej deres Teltreb ud? De dør, men ikke i Visdom."