1Ingen drister sig til at tirre den, hvem holder Stand imod den? 2Hvem møder den og slipper fra det hvem under hele Himlen? 3Jeg tier ej om dens Lemmer, hvor stærk den er, hvor smukt den er skabt. 4Hvem har trukket dens Klædning af, trængt ind i dens dobbelte Panser? 5Hvem har åbnet dens Ansigts Døre? Rundt om dens Tænder er Rædsel. 6Dens Ryg er Reder af Skjolde, dens Bryst er et Segl af Sten; 7de sidder tæt ved hverandre, Luft kommer ikke ind derimellem; 8de hænger fast ved hverandre, uadskilleligt griber de ind i hverandre. 9Dens Nysen fremkalder strålende Lys, som Morgenrødens Øjenlåg er dens Øjne. 10Ud af dens Gab farer Fakler, Ildgnister spruder der frem. 11Em står ud af dens Næsebor som af en ophedet, kogende Kedel. 12Dens Ånde tænder som glødende Kul, Luer står ud af dens Gab. 13Styrken bor på dens Hals, og Angsten hopper foran den. 14Tæt sidder Kødets Knuder, som støbt til Kroppen; de rokkes ikke; 15fast som Sten er dens Hjerte støbt, fast som den nederste Møllesten. 16Når den rejser sig, gyser Helte, fra Sans og Samling går de af Skræk. 17Angriberens Sværd holder ikke Stand, ej Kastevåben, Spyd eller Pil. 18Jern regner den kun for Halm og Kobber for trøsket Træ; 19Buens Søn slår den ikke på Flugt, Slyngens Sten bliver Strå for den, 20Stridskøllen regnes for Rør, den ler ad det svirrende Spyd. 21På Bugen er der skarpe Rande, dens Spor i Dyndet er som Tærskeslædens; 22Dybet får den i Kog som en Gryde, en Salvekedel gør den af Floden; 23bag den er der en lysende Sti, Dybet synes som Sølverhår. 24Dens Lige findes ikke på Jord, den er skabt til ikke at frygte. 25Alt, hvad højt er, ræddes for den, den er Konge over alle stolte Dyr.