1Og Farisæerne og nogle af de skriftkloge, som vare komne fra Jerusalem, samle sig om ham. 2Og da de så nogle af hans Disciple holde Måltid med vanhellige, det er utoede, Hænder 3thi Farisæerne og alle Jøderne spise ikke uden at to Hænderne omhyggeligt, idet de fastholde de gamles Overlevering; 4og når de komme fra Torvet, spise de ikke uden først at tvætte sig; og der er mange andre Ting, som de have vedtaget at holde, Tvætninger af Bægere og Krus og Kobberkar og Bænke, 5så spurgte Farisæerne og de skriftkloge ham ad: "Hvorfor vandre dine Disciple ikke efter de gamles Overlevering, men holde Måltid med vanhellige Hænder?" 6Men han sagde til dem: "Rettelig profeterede Esajas om eder, I Hyklere! som der er skrevet: "Dette Folk ærer mig med Læberne, men deres Hjerte er langt borte fra mig. 7Men de dyrke mig forgæves, idet de lære Lærdomme, som ere Menneskers Bud." 8I forlade Guds Bud og holde Menneskers Overlevering." 9Og han sagde til dem: "Smukt ophæve I Guds Bud, for at I kunne holde eders Overlevering. 10Thi Moses har sagt: "Ær din Fader og din Moder"; og:"Den, som hader Fader eller Moder, skal visselig dø". 11Men I sige: Når en Mand siger til sin Fader eller sin Moder: "Det, hvormed du skulde være hjulpen af mig, skal være Korban (det er: Tempelgave)," 12da tilstede I ham ikke mere at gøre noget for sin Fader eller Moder, 13idet I ophæve Guds Ord ved eders Overlevering, som I have overleveret; og mange lignende Ting gøre I." 14Og han kaldte atter Folkeskaren til sig og sagde til dem: "Hører mig alle, og forstår! 15Der er intet uden for Mennesket, som, når det går ind i ham, kan gøre ham uren; men hvad der går ud af Mennesket, det er det, som gør Mennesket urent. 16Dersom nogen har Øren at høre med, han høre!" 17Og da han var gået ind i Huset og var borte fra Skaren, spurgte hans Disciple ham om Lignelsen. 18Og han siger til dem: "Ere også I så uforstandige? Forstå I ikke, at intet, som udefra går ind i Mennesket, kan gøre ham uren? 19Thi det går ikke ind i hans Hjerte men i hans Bug og går ud ad den naturlige Vej, og således renses al Maden." 20Men han sagde: "Det, som går ud af Mennesket, dette gør Mennesket urent. 21Thi indvortes fra, fra Menneskenes Hjerte, udgå de onde Tanker, Utugt, Tyveri, Mord, 22Hor, Havesyge, Ondskab, Svig, Uterlighed, et ondt Øje, Forhånelse, Hovmod, Fremfusenhed; 23alle disse onde Ting udgå indvortes fra og gøre Mennesket urent." 24Og han stod op og gik bort derfra til Tyrus's og Sidons Egne. Og han gik ind i et Hus og vilde ikke, at nogen skulde vide det. Og han kunde dog ikke være skjult; 25men en Kvinde, hvis lille Datter havde en uren Ånd, havde hørt om ham og kom straks ind og faldt ned for hans Fødder; 26(men Kvinden var græsk, af Herkomst en Syrofønikerinde), og hun bad ham om, at han vilde uddrive den onde Ånd af hendes Datter. 27Og han sagde til hende: "Lad først Børnene mættes; thi det er ikke smukt at tage Børnenes Brød og kaste det for de små Hunde." 28Men hun svarede og siger til ham: "Jo, Herre! også de små Hunde æde under Bordet af Børnenes Smuler." 29Og han sagde til hende: "For dette Ords Skyld gå bort; den onde Ånd er udfaren af din Datter" 30Og hun gik bort til sit Hus og fandt Barnet liggende på Sengen og den onde Ånd udfaren. 31Og da han gik bort igen fra Tyrus's Egne, kom han over Sidon midt igennem Dekapolis's Egne til Galilæas Sø. 32Og de bringe ham en døv, som også vanskeligt kunde tale, og bede ham om, at han vilde lægge Hånden på ham. 33Og han tog ham afsides fra Skaren og lagde sine Fingre i hans Øren og spyttede og rørte ved hans Tunge 34og så op til Himmelen, sukkede og sagde til ham: "Effata!" det er: lad dig op! 35Og hans Øren åbnedes, og straks løstes hans Tunges Bånd, og han talte ret. 36Og han bød dem, at de ikke måtte sige det til nogen; men jo mere han bød dem, desto mere kundgjorde de det. 37Og de bleve over al Måde slagne af Forundring og sagde: "Han har gjort alle Ting vel; både gør han, at de døve høre, og at målløse tale."