1Bedre en tør Bid Brød med fred end Huset fuldt af Sul med Trætte. 2Klog Træl bliver Herre over dårlig Søn og får lod og del mellem brødre. 3Digel til Sølv og Ovn til Guld, men den, der prøver Hjerter, er HERREN. 4De gamles Krone er Børnebørn, Sønners Stolthed er Fædre. 5Hvo Fattigmand spotter, håner hans Skaber, den skadefro slipper ikke for Straf. 6Ypperlig Tale er ej for en Dåre, end mindre da Løgnfor den, som er ædel. 7Som en Troldsten er Gave i Giverens Øjne; hvorhen den end vender sig, gør den sin Virkning. 8Den, der dølger en Synd, søger Venskab, men den, der ripper op i en Sag, skiller Venner. 9Bedre virker Skænd på forstandig end hundrede Slag på en Tåbe. 10Den onde har kun Genstridigbed for, men et skånselsløst Bud er udsendt imod ham. 11Man kan møde en Bjørn, hvis Unger er taget, men ikke en Tåbe udi hans Dårskab. 12Den, der gengælder godt med ondt, fra hans Hus skal Vanheld ej vige. 13At yppe Strid er at åbne for Vand, hold derfor inde, før Strid bryder løs. 14At frikende skyldig og dømme uskyldig, begge Dele er HERREN en Gru. 15Hvad hjælper Penge i Tåbens Hånd til at købe ham Visdom, når Viddet mangler? 16Ven viser Kærlighed når som helst, Broder fødes til Hjælp i Nød. 17Mand uden Vid giver Håndslag og går i Borgen for Næsten. 18Ven af Kiv er Ven af Synd; at højne sin Dør er at attrå Fald. 19Ej finder man Lykke, når Hjertet er vrangt, man falder i Våde, når Tungen er falsk. 20Den, der avler en Tåbe, får Sorg, Dårens Fader er ikke glad. 21Glad Hjerte er godt for Legemet, nedslået Sind suger Marv af Benene. 22Den gudløse tager Gave i Løn for at bøje Rettens Gænge. 23Visdom står den forstandige for Øje, Tåbens Blik er ved Jordens Ende. 24Tåbelig Søn er sin Faders Sorg, Kvide for hende, som fødte ham. 25At straffe den, der har Ret, er ilde, værre endnu at slå de ædle. 26Den, som har Kundskab tøjler sin Tale, Mand med Forstand er koldblodig. 27Selv Dåren, der tier, gælder for viis, forstandig er den, der lukker sine Læber.