1Mon ikke Visdommen kalder, løfter Indsigten ikke sin røst? 2Oppe på Høje ved Vejen, ved Korsveje træder den frem; 3ved Porte, ved Byens Udgang, ved Dørenes Indgang råber den: 4Jeg kalder på eder, I Mænd, løfter min Røst til Menneskens Børn. 5I tankeløse, vind jer dog Klogskab, I Tåber, så få dog Forstand! 6Hør, thi jeg fører ædel Tale, åbner mine Læber med retvise Ord; 7ja, Sandhed taler min Gane, gudløse Læber er mig en Gru. 8Rette er alle Ord af min Mund, intet er falskt eller vrangt; 9de er alle ligetil for den kloge, retvise for dem der vandt Indsigt 10Tag ved Lære, tag ikke mod Sølv, tag mod Kundskab fremfor udsøgt Guld; 10thi Visdom er bedre end Perler, ingen Skatte opvejer den 11Jeg, Visdom, er Klogskabs Nabo og råder over Kundskab og Kløgt. 12HERRENs Frygt er Had til det onde. Jeg hader Hovmod og Stolthed, den onde Vej og den falske Mund. 13Jeg ejer Råd og Visdom, jeg har Forstand, jeg har Styrke. 14Ved mig kan Konger styre og Styresmænd give retfærdige Love; 15ved mig kan Fyrster råde og Stormænd dømme Jorden. 16Jeg elsker dem, der elsker mig, og de, der søger mig, finder mig. 17Hos mig er der Rigdom og Ære, ældgammelt Gods og Retfærd. 18Min Frugt er bedre end Guld og Malme, min Afgrøde bedre end kosteligt Sølv. 19Jeg vandrer på Retfærds Vej. midt hen ad Rettens Stier 20for at tildele dem, der elsker mig, Gods og fylde deres Forrådshuse. 21Mig skabte HERREN først blandt sine Værker, i Urtid, førend han skabte andet; 22jeg blev frembragt i Evigheden, i Begyndelsen, i Jordens tidligste Tider; 23jeg fødtes, før Verdensdybet var til, før Kilderne, Vandenes Væld, var til; 24førend Bjergene sænkedes, før Højene fødtes jeg, 25førend han skabte Jord og Marker, det første af Jordsmonnets Støv. 26Da han grundfæsted Himlen, var jeg hos ham, da han satte Hvælv over Verdensdybet. 27Da han fæstede Skyerne oventil og gav Verdensdybets Kilder deres faste Sted, 28da han satte Havet en Grænse, at Vandene ej skulde bryde hans Lov, da han lagde Jordens Grundvold, 29da var jeg Fosterbarn hos ham, hans Glæde Dag efter Dag; for hans Åsyn leged jeg altid, 30leged på hans vide Jord og havde min Glæde af Menneskens Børn. 31Og nu, I Sønner, hør mig! Vel den, der vogter på mine Veje! 32Hør på Tugt og bliv vise, lad ikke hånt derom! 33Lykkelig den, der hører på mig, så han daglig våger ved mine Døre og vogter på mine Dørstolper. 34Thi den, der ftnder mig; finder Liv og opnår Yndest hos HERREN; 35men den, som mister mig, skader sig selv; enhver, som hader mig, elsker Døden.