1HERREN er mit Lys og min Frelse, hvem skal jeg frygte? HERREN er Værn for mit Liv, for hvem skal jeg ræddes? 2Når onde kommer imod mig for at æde mit Kød, så snubler og falder de, Uvenner og Fjender! 3Om en Hær end lejrer sig mod mig, er mit Hjerte uden Frygt; om Krig bryder løs imod mig, dog er jeg tryg. 4Om eet har jeg bedet HERREN, det attrår jeg: alle mine Dage at bo i HERRENs Hus for at skue HERRENs Livsalighed og grunde i hans Tempel. 5Thi han gemmer mig i sin Hytte på Ulykkens Dag, skjuler mig i sit Telt og løfter mig op på en Klippe. 6Derfor løfter mit Hoved sig over mine Fjender omkring mig. I hans Telt vil jeg ofre Jubelofre, med Sang og med Spil vil jeg prise HERREN. 7HERRE, hør mit Råb, vær nådig og svar mig! 8Jeg mindes, du sagde: "Søg mit Åsyn!" Dit Åsyn søger jeg, HERRE; 9skjul ikke dit Åsyn for mig! Bortstød ikke din Tjener i Vrede, du er min Hjælp, opgiv og slip mig ikke, min Frelses Gud! 10Thi Fader og Moder forlod mig, men HERREN tager mig til sig. 11Vis mig, HERRE, din Vej og led mig ad jævne Stier for Fjendernes Skyld; 12giv mig ikke i glubske Uvenners Magt! Thi falske Vidner, der udånder Vold, står frem imod mig. 13Havde jeg ikke troet, at jeg skulde skue HERRENs Godhed i de levendes Land - 14Bi på HERREN, fat Mod, dit Hjerte være stærkt, ja bi på HERREN!