1Du var nådig, HERRE, imod dit land du vendte Jakobs Skæbne, 2tog Skylden bort fra dit Folk og skjulte al deres Synd. - Sela. 3Du lod al din Vrede fare, tvang din glødende Harme. 4Vend tilbage, vor Frelses Gud, hør op med din Uvilje mod os! 5Vil du vredes på os for evigt, holde fast ved din Harme fra Slægt til Slægt? 6Vil du ikke skænke os Liv På ny, så dit Folk kan glæde sig i dig! 7Lad os skue din Miskundhed, HERRE, din Frelse give du os! 8Jeg vil høre, hvad Gud HERREN taler! Visselig taler han Fred til sit Folk og til sine fromme og til dem, der vender deres Hjerte til ham; 9ja, nær er hans Frelse for dem, som frygter ham, snart skal Herlighed bo i vort Land; 10Miskundhed og Sandhed mødes, Retfærd og Fred skal kysse hinanden; 11af Jorden spirer Sandhed frem, fra Himlen skuer Retfærd ned. 12Derhos giver HERREN Lykke, sin Afgrøde giver vort Land; 13Retfærd vandrer foran ham og følger også hans Fjed.