1HERRE min Gud, jeg råber om dagen, om Natten når mit Skrig til dig; 2lad min Bøn komme frem for dit Åsyn, til mit Klageråb låne du Øre! 3Thi min Sjæl er mæt af Lidelser, mit Liv er Dødsriget nær, 4jeg regnes blandt dem, der sank i Graven, er blevet som den, det er ude med, 5kastet hen imellem de døde, blandt faldne, der hviler i Graven, hvem du ej mindes mere, thi fra din Hånd er de revet. 6Du har lagt mig i den underste Grube, på det mørke, det dybe Sted; 7tungt hviler din Vrede på mig, alle dine Brændinger lod du gå over mig. - Sela. 8Du har fjernet mine Frænder fra mig, gjort mig vederstyggelig for dem; jeg er fængslet, kan ikke gå ud, 9mit Øje er sløvt af Vånde. Hver Dag, HERRE, råber jeg til dig og rækker mine Hænder imod dig. 10Gør du Undere for de døde, står Skyggerne op og takker dig? - Sela. 11Tales der om din Nåde i Graven, i Afgrunden om din Trofasthed? 12Er dit Under kendt i Mørket, din Retfærd i Glemselens Land? 13Men jeg, o HERRE, jeg råber til dig, om Morgenen kommer min Bøn dig i Møde. 14Hvorfor forstøder du, HERRE, min Sjæl og skjuler dit Åsyn for mig? 15Elendig er jeg og Døden nær, dine Rædsler har omgivet mig fra min Ungdom; 16din Vredes Luer går over mig, dine Rædsler har lagt mig øde, 17som Vand er de om mig Dagen lang, til Hobe slutter de Kreds om mig; 18Ven og Frænde fjerned du fra mig, holdt mine Kendinge borte.